” Gå ud og stil dig, så du kan se, når jeg går forbi” 1. Kongebog 19:11

Ordene er talt til Elias efter han oplevede Guds vældige sejr over Baal-profeterne. Derefter flygtede Elias ud i ørkenen af frygt for Jesabels hævn. Først kom en engel og styrkede ham med vand og brød – og Elias gav sig igen til at sove. Endnu en gang lød det: Elias, hvad gør du her?

Og hvad gør du og jeg, der, hvor vi er? Hvordan havnede vi der? Hvad gik forud? Spørgsmålet stilles ikke, fordi Gud ikke kender svaret – men fordi vi selv skal kende svaret på, hvordan vi kom dertil, hvor vi er.

Derefter lyder det: Gå ud og stil dig, så du kan se, når jeg går forbi. Hvor er det, vi ser Gud? Det er i lyset af korset, vi ser Gud som han er.

Det kræver erkendelse at se, hvor vi er og hvor vi kom fra – og så vælge at stille os, hvor vi kan se Gud. Det indebærer at se med troens blik, hvad Gud gør i verden. Men vi skal ikke se på tingene på vor almindelige menneskelige måde – men med forventningen: Gud, du kan klare dette, Det bliver spændende at se. Troen forventer Guds indgriben og med det redskab tager vi imod. Også når det tager længere tid, end vi bryder os om.

Vi må stille os i den position, hvor vi med troens blik kan se, at han som formår at alt, også vil føre os igennem det svære og frem til en fornyet opgave i Guds rige.

Gud er større end det vi formår at fatte og forstå.

”De fristelser, I har mødt, er ikke værre end dem, folk ellers bliver stillet overfor. Og Gud er altid parat til at hjælpe jer. Han vil ikke tillade at I friste over evne. Når fristelsen kommer, vil han skabe en vej ud af situationen, så I ikke bukker under.” 1. Kor.10:13 (hverdagsdansk)

Med venlig hilsen,
Lis Christensen