Dag 21 : Gud elsker at elske

Mens Jesus vandrede på jorden, kaldte han sin himmelske far for ”Abba” (Mar 14,36). Det var et aramæisk ord, der blev brugt af små børn, når de tiltalte deres fædre. Senere døde han på korset og betalte derved prisen for, at alle mennesker kunne træde ind i den samme tætte relation til Gud. I mine øjne er dette Bibelens allervigtigste åbenbaring af Gud. Derfor hører vi også, at Helligånden målrettet går efter at fremkalde denne åbenbaring i os alle. Rom 8,15-16: “”… men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn.””

Gud erklærer klart og tydeligt, at vi er hans børn – og at han er vores farmand. Han ønsker, at vores forhold skal afspejle det forhold, der er imellem en kærlig far og dennes højt elskede barn. En relation, som slet ikke bygger på ligeværdighed.

Forestil dig en lille, nyfødt baby. Den har ligget ni måneder i mors mave i modtagermodus og suget til sig af varme, mad og kærlighed – uden at give et hak tilbage. Efter fødslen fortsætter den samme uligevægtige arbejdsfordeling. Barnet spiser, sover og laver i bleen og bliver overdynget med varme og kærlighed, men giver strengt taget ikke meget tilbage. Men pludselig en dag smiler det lille barn til sin mor. Og moderen overvældes af taknemlighed i en sådan grad, at hun får tårer i øjnene. Hvis det handlede om ligevægt, burde moderen overhovedet ikke blive berørt af det lille smil. I forhold til alt det, hun har givet til barnet, er et lille smil jo ingenting. Men det handler ikke om ligevægt. Den taknemlighed, som en jordisk mor eller far oplever i en sådan situation, afspejler på en god måde, hvordan Gud oplever og opfatter alle mennesker. Selv det mindste smil rettet mod ham vækker en sådan begejstring i hans hjerte, at han billedlig talt får tårer i øjnene.

Det er selvfølgelig vanskeligt for os at acceptere en kærlighed og taknemlighed, som langt overgår det, vi fortjener. Men sådan er Guds kærlighed. Når man forener de to -– hans kærlighed og hans taknemlighed -– får man et billede af faderens kærlighed på hans præmisser. En kærlighed som er så overstrømmende stor, at han bliver taknemlig hver gang, han får lov til at give noget til nogen. Han vil kærlighedens og nådens vej af hele sit guddommelige hjerte, og derfor stortrives han, når han får lov til at give noget til os. Kort sagt, Gud elsker at elske. Det er det allerbedste, han ved.

“Gud, lad Pottemagerens hus blive et sted, hvor du får lov til at være den, du er: En kærlig, himmelsk far, som elsker mennesker af hele sit hjerte.”