De spurgte ikke Herren til råds
Gibeonitterne havde hørt om Israels folks succes med at indtage det udlovede land.
De var skrækslagne! De vidste, de ikke kunne holde stand mod Israels hær.
Listigt narrede de Josua for at undgå at blive besejrede. De gav sig ud for at være et fjernt folk – men var jo i virkeligheden et folkeslag meget tæt på. Et folk som egentlig skulle udryddes for ikke at blive Israels folk til fald. (Josua 9)
Det afsløres også hvordan det kunne lykkes for dem at narre Josua: ”— men de spurgte ikke Herren til råds”
Der står intet om årsagen til, de ikke spurgte Herren til råds i dette tilfælde. Var der tale om selvsikkerhed eller måske overmod?
For mig blev det en advarsel om at ”vide selv eller at være klog i egne tanker”. I alle livets forhold gælder det at spørge Herren til råds. Måske peger Herren da på ting i livet, som ser uskyldige ud, men som netop i mit liv vil blive til fald, hvis jeg ikke gør op med det. Sådanne ting skal jeg ikke give plads; det er at give fjenden et råderum.
Helligånden er vejlederen til at undgå at slutte fred med vaner eller ideer som Gud ikke ønsker, vi skal slutte fred med. Her er ikke plads til ”det går nok” eller ”andre gør det også”
Når Helligånden taler, må vi adlyde – også selv om det medfører at mennesker ikke forstår os.
Må Gud give os nåde til at gennemskue de listige løgne, som fjender vil prakke os på for at få sin fordel af det. Lad os være bevidste om, at lydighed altid er bedre end offer. (1. Sam. 15:22)
Mvh Lis Christensen
