Enhed i troen på Kristus
Vi er kaldede til at være eet – det betyder ikke ens – eller enige om alle ting – men eet i troen på Kristus.
Efeserne 4:3 taler om at ”fastholde enheden med fredens bånd” Vi er blevet et på grund af Kristi kors, død og opstandelse. Helligånden forbinder os. Vi genkender den, når vi møder den i andre kristne.
Mit første arbejde efter gymnasiet var på et lille plejehjem.Den første dag skulle en anden ung pige vise mig til rette. Det gik vældig fint og jeg var glad da jeg gik hjem. Inden den første uge var omme viste det sig, at den anden medarbejder var kristen – og jeg stod med følelsen af: Selvfølgelig, det er derfor. Der var noget genkendeligt – uden vi på nogen måde havde talt om tro eller kirke.
Når vi opmuntres til at fastholde enheden – så er det fordi vi kan sætte enheden over styr. Det sker, når vore egne ideer og meninger bliver vigtigere end enhed.
Uenighed kan føre til splittelse mellem mennesker – men det er ødelæggende for arbejdet i Guds rige. Der er vækkelsesbølger, der er standset fordi kristne blev uvenner.
Vi har endda fået en hjælp til at fastholde enhed ved at bruge fredens bånd. Vi opmuntres til at holde fred med hinanden. Det er vigtigere end at have samme mening om ting og sager.
Guds fred må bevare vore tanker og hjerter. Lad os sætte andre højere end os selv. Lad os fylde af Kristi sindelag.
Lis Christensen