Værdigrundlag for Lykkeskær Bedehus

Vi ønsker at Lykkeskær Bedehus skal være et levende og blomstrende hjem for landets forbedere, hvor Jesus er centrum for alt, hvad vi gør.

For os indebærer dette:

  • At Jesus er vores altoverskyggende forbillede.
    Vi vil elske og tilgive andre mennesker, som han har elsket og tilgivet os.

  • At Bibelen er vores fundament og rettesnor.
    Vi vil bygge stedet og alt, hvad vi gør, på Bibelens undervisning og på Jesu forbillede.

  • At vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset (1 Joh 1,7).
    Vi vil stræbe efter ægthed og bekæmpe falskhed, løgn og bedrag.

  • At kulturen og fællesskabet på stedet kommer til at afspejle, hvem Jesus er.
    Vi vil arbejde for, at der bliver en sund og varm kultur på stedet, hvor skrøbelige og sårede mennesker kan blive favnet, helbredt og genoprettet.

  • At vi tjener hinanden i ydmyghed og giver plads til hinanden.
    Vi vil forme stedet som et hjem, hvor alle er værdsat og hvor der gives plads til, at alle har noget at bidrage med.

  • At vi bevarer Jesus som den vigtigste person på stedet gennem bøn og lovsang.
    Vi vil lade bønnen til Jesus og tilbedelsen af ham få en afgørende plads i alt, hvad vi gør.

  • At vi ser verden med Jesu øjne.
    Vi vil ikke nøjes med at bede for andre. Bønnen for andre mennesker skal derfor forenes med at leve Jesus ud og med at fortælle andre om ham. 

Sammen med resten af kirken tror vi på: (den Apostolske Trosbekendelse)

Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.


Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber.


Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.


Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Amen