Han sidder ved tronen….
”Jesus gav os et glimt af Guds herlighed og viste os Guds væsen og han opretholder verden alene ved den kraft, der er i hans ord. Efter at Jesus ved sin død havde tilvejebragt forsoning for al synd, satte han sig på tronen ved den almægtige Guds højre hånd i den himmelske verden.” Hebr 1,3
Når budbringeren kom tilbage til kongen og tog plads ved en højre side var det tegn på at opgaven var fuldført præcist som det var blevet pålagt. Der behøvedes ingen ord.
.Jesus havde sonet al synd. Den synd, der allerede var begået og den synd, der ville blive begået i fremtiden. Al din og min synd, både fortidig og fremtidig.
”Din trone er bygget på retfærdighed, du kendetegnes ved nåde og sandhed” Sl. 89:15 Jesus blev Guds retfærdighed da han råbte: Det er fuldbragt! Nu er der nåde til mennesker at komme til ham og erkende sandheden om sig selv og være favnet og indesluttet i nåde, der ikke er brugt op men er ny hver morgen.
Jesus kunne først sende Helligånden efter himmelfarten og hvor mærkeligt det end måtte lyde i disciplenes ører, så var det gavnligt, at han gik bort. Helligånden kom for at tage bolig i os og være hos os. Helligånden minder os om alt, han har sagt.
Vi kan fuldt ud være trygge uanset hvordan dagen bliver. Lad os frimodigt komme til Gud for han vil i sin nåde og barmhjertighed komme os til hjælp i rette tid.
Med venlig hilsen,
Lis Christensen