Kører du med det korte eller det lange lys?

Bilen bevæger sig langsomt henad den mørke og snoede skovvej. Det er kun muligt at se et lille stykke frem og kørslen er derfor langsom og tøvende. Hvad er det, der ligger foran? En gren eller et dyr? Pludselig tændes det lange lys og der ses tydeligt langt længere frem. Kørslen bliver mere sikker og målrettet.

Billedet fik jeg i dag, da vi var samlet til bøn.

Gud har givet os et langt lys i sit ord, der skal hjælpe os igennem alle slags tider. Vores kendte verden kan ændre sig på et kort øjeblik, pludselig er der igen krig i Europa og mennesker flygter og lander på vores dørtrin.

Vi må have det lange lys på og se at netop når de ting sker ,så skal vi ikke blive grebet af frygt og blive handlingslammede. Guds lange lys fortæller, at tiden nærmer sig hvor Herren Jesus kommer igen.

Det er det håb, der bærer os, når alt forandres og vi har svært ved at forstå, det, der sker. Lad håbet, der ikke bliver til skamme, fylde dit hjerte.

Ruben Engelhardts sang har klinget i mit indre igen og igen :

I denne tid hvor fjenden raser, fordi han snart skal ud
hvor lyset kaldes mørke, og mørket bli’r til gud
Da vil jeg synge højt om Ham som var
og er og evigt bli’r

Om Ham, der ikke ændrer sig
uanset hvad fjendens løgne si’r
Og selv om mørket bliver sort som nat, så skal dog lyset tiltage
for Helligåndens liv i os tvinger mørket tilbage

Ja, lær os Gud at brænde klart
så natten bli’r til dag
I Jesu navn at bringe Dig
en lovsang som er Dig til behag

Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig. (Luk.21:28)

Lis Christensen