Dag 19 : Kraften i fælles bøn
Matt 18,19-20: “Jeg siger jer også: Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader. For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.«”
Bibelen er fyldt med løfter om bønnens uendelige muligheder, som også gælder, når vi beder alene. Men selv om vi kan forvente rigtig store og fantastiske bønnesvar, hver gang vi beder, så fremhæver Bibelen alligevel et endnu højere niveau, når vi beder sammen med blot en eller to andre. Alt bliver muligt og Jesus lover os, at han selv vil være tilstede, når vi beder for noget sammen med andre. For der er så meget kraft i fælles bøn. Dette gælder især, når man samles og bliver enige om at bede om det samme.
R. A. Torrey fortæller følgende tankevækkende anekdote: “I en lille by i Maine var der åndelig set ret dødt for nogle år siden. Kirkerne udrettede ikke noget. Men der kom nogle få gudfrygtige mænd i kirkerne, og disse mænd sagde til hinanden: ”Her er vi, ulærde lægmænd, men der skal gøres noget for vores by. Lad os danne en bønnegruppe, hvor vi alle fokuserer vores bønner på den samme person. Hvem skal det være?” De valgte en af de mest hårdhjertede mænd i byen, en forstokket dranker, og de rettede alle deres bønner mod ham. Efter blot en uge var han blevet frelst. Så udvalgte de en anden mand, og han blev også snart omvendt. Sådan blev de ved i et år, og da var to eller tre hundrede mennesker kommet til tro, og ilden fra deres bønner havde nu spredt sig til et større område.
Det er let at blive frustreret, når der kun kommer en håndfuld mennesker eller mindre til vores bønnemøder. Men der er ingen grund til at være så optaget af alle dem, der ikke kommer. Eller at blive frustreret over vores manglende evner eller titler. Hvis blot vi er to eller tre, som bliver enige om at stå sammen i bøn, så er der ingen øvre grænse for, hvad Gud kan gøre.
Lad os sammen bede for bønnemøderne på Pottemagerens hus. At Ånden må give stedets forbedere en livsforvandlende åbenbaring af kraften i fælles bøn.