Info om kommende stævner:

Vi holder som udgangspunkt ca. et stævne om måneden, men holder stedet fri for stævner i sommerferietiden og i tiden op til og omkring jul. Udover vores almindelige bønnestævner har vi to store stævner; vores Pinsestævne og vores sommerstævne. Du kan finde datoer til alle stævnerne på vores kalenderside. HER

Nogle tanker om vores bønnestævner?

Som udgangspunkt forsøger vi altså at samle landets forbedere til stævne ca. en gang om måneden. Og vores bønnestævner er noget af det bedste, som Lykkeskær Bedehus har at tilbyde. For her er det bønnen og Åndens ledelse, som virkelig får plads til at fylde det ene møde efter det andet. Det sker ofte, at vi håndplukker en konkret udefrakommende underviser til at medvirke, men i modsætning til vores andre stævner, går vi målrettet efter, at hverken talerne eller enkelte tjenester må fylde så meget, at de fylder det meste. For hvis en person eller nogle få mennesker fylder det meste, så bliver der ikke plads til alle de andre.

Når man ser ud over kirkelandskabet i Danmark, kan man finde utallige kirker og fællesskaber, hvor lovsangen og forkyndelsen er god og salvet. Dette glæder vi os over! Men der er fortsat brug for bedehuse som vores, hvor der ikke er en masse forskellige aktiviteter, der skal holdes i gang, så vi i stedet kan give langt mere plads til bønnen. Som ledelse har vi forpligtet os på, at bønnen skal fastholdes som det primære på Lykkeskær Bedehus. Vi vil give Ånden tid og plads til at forme vores samlinger, således at hele legemet / de forskellige nådegaver har mulighed for at komme i funktion. For vi tror, at det er det, som hele tiden har været Guds formål med legemet, når vi kommer sammen. Gud vil bruge os alle sammen! Det er sammen med alle de hellige, at vi kommer til at erfare højden og dybden og længden og bredden af Guds kærlighed (jf. Ef 3,18-19). Billedlig talt har vi hver især en puslespilsbrik i hånden, og det er først, når alle lægger deres brikker, at vi får det fulde billede af Gud.

Hør f. eks. hvad Paulus forestillede sig, når legemet kom sammen til gudstjeneste i 1 Kor 14,26: Hvad da, brødre? Når I kommer sammen, har den ene en salme, en anden en belæring, én har en åbenbaring, én har tungetale, en anden har tolkningen. Alting skal være til opbyggelse.” Med andre ord: Når vi kommer sammen, har alle noget at bidrage med …

Et konkret tema til hvert bønnestævne

Vi har et nyt tema til hvert bønnestævne og vi vælger ikke bare tilfældige emner. Som bedehus tror vi på, at vi har et ansvar overfor landets forbedere og vi vil gerne være med til at samle krigerne til bøn omkring de emner, som har størst betydning for landets tilstand og særligt for landets kirker. I forlængelse af dette håber vi, at vi kan være med til at sætte samtaler i gang omkring emner, som er af afgørende betydning, men som nogle gange bliver glemt eller overset i kirkerne. Et af vores overordnede fokuspunkter er SUNDHED. Vi vil være med til at skabe sunde og balancerede kulturer i landets kirker og vi vil gøre det ved at sætte fokus på Bibelens retningslinjer.

Vi udsender typisk 2-3 undervisningsvideoer fra hvert stævne, så man kan altid finde hen til vores Youtube side og se nogle af de tidligere taler. Se fx vores undervisning om sunde kirker. Eller om forførelse. Eller om Guds vrede. Osv. Du kan selv gå på opdagelse på vores Youtube side: Nogle af videoerne er lagt under “videoer”-fanen, mens resten ligger under “Live”-fanen. TRYK  HER