Mund til mund metoden.
I dag fik jeg delt aviser ud til mine naboer. Påskens udfordring. ca. 25 stk. Jeg skulle alligevel passe mit barnebarn, så jeg skubbede barnevognen rundt. Jeg besluttede, at jeg ville ringe på nogen steder og lige sige, “goddag nabo, hvordan går det?”
Den første var en mand ude i haven, hvis kone er syg af kræft. Det går nogenlunde, svarede han, da han var færdig med sin cigaret. Han har vist nok en troende mor. Jeg sagde, at han måtte hilse sin kone fra mig og han tog imod avisen.
Den næste var en enke, som havde brækket ryggen i december måned og havde vandskade i sit hus. Munden gik og mit barnebarn og jeg lyttede bare. Hun modtog også avisen. Den næste var en ung mor der var hjemme med børnene og var vældig venlig og modtog også avisen. Den sidste jeg fik talt med var en kvinde, hvis mand er en dygtig forretningsmand og som nogle af naboerne har set sig lidt sure på. Hun gumlede på sin frokost og smilede venligt og hentede et påskeæg til min lille ”Basse”. Jeg trillede hjem med barnevognen og var egentlig bedre tilpas end sidste gang, hvor jeg blot havde lagt dem i postkassen.
Mund til mund metoden, tænkte jeg, var bedre end bare lægge den i postkassen. På hver avis havde jeg skrevet: ”Bedre sent end aldrig Vh. Birgitte i nr. 13.” (jeg fik den jo først delt ud efter påske).
Jeg tænkte lidt på istorien om kongesønnens bryllup, da jeg kom hjem.
Gå ud og sig til de indbudte, at nu er der tid. Men de havde så travlt. I barnedåben får danskerne at vide at de tilhører Guds rige, og de har adgang til det evige liv.
Jeg håber, at Påskens udfordring har været en påmindelse om, at det er tid til at komme til det store bryllup i himlen.
Ha en god uge derude.
Med venlig hilsen, Birgitte Nissen