Ordsp 1,20: “Visdommen råber til folk på gaden,  står på torvet og taler til dem som haster forbi, opsøger byens øverst ledere.”

Nede i byen mødte jeg min bede veninde og vi købte os en kop kaffe og satte os under bagklappen i vor bil og talte om livet. Vi er et tempel for Helligånden, og vi skal passe på dette tempel. Vi måtte begge indrømme at vi nogen gange sagde ja nogen steder hvor vi skulle have sagt Nej. At gøre mange mennesker tilfredse og så glemme at passe på os selv. Vi har gode og kærlige mennesker omkring os , som vi kan spørge om vi skal sige ja eller nej. Vi må være ydmyge nok til at spørge dem hvad de synes vi skal svare. Gud bereder os helhed, …Gud vil en relation med os og vi med hinanden , det er ikke noget one-man-show. Visdommen kaldte på os dernede i byen og vi måtte folde vore hænder der i bagagerums klappen og bede Gud om hjælp til at leve i visdom. At sige ja og at sige nej. Fjenden vil tage vor stilhed og fred, fordi hvile og ro giver styrke og et øre der kan høre hvad ånden siger til os. Da vi sad der og bad sammen vældig fromme med lukkede øjne kommer der en ældre herre med stok og spørger om vi lige får et lille hvil, hvortil jeg svarede at vi sad og bad til Gud for vores liv. Hvad siger du siger han.????, jeg vidste at han også kom i missionshuset, og han kunne give os ret i at det var en go ide.

Nej vi sover ikke, vi beder. Det er visdom i gaden, at være parat til at søge Guds visdom midt i livet, og at bede Gud om hjælp hertil midt i byen, hvor folk haster forbi.

Må vi være tilgængelige mennesker som har tid til en bror eller søster og lytte og bede sammen, også midt i byen i et  bagagerum.

Guds frygt er visdoms begyndelse.