Lad jer ikke skræmme!

Meget tyder på, at vi hastigt nærmer os Kristi genkomst, og at vi er langt inde i endetiden for denne tidsepoke. Dette kommer blandt andet til udtryk gennem vor tids krige og voldsomme naturkatastrofer. Derom taler Jesus i Matt 24, hvor han opmuntrende siger: ”Se til, at I ikke lader jer skræmme”. Vi må altså ikke åbne op for frygt og lade os skræmme, selvom coronaen er på fremmarch. Nu drejer det sig om at stå fast på de løfter, Gud har givet os, f. eks. i salme 91, hvor vi kan læse om, at den, der sidder i den Højestes skjul, redder han fra fra fuglefængerens fælde og fra den hærgende pest. Den onde gør alt for at fylde os med frygt og fange vores opmærksomhed og handlingslamme os. Men ud fra Romerbrevet 8,28. ved vi, ”at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet”. Lad os tro dette og glæde os herover!

Jesus siger i Joh 15,16: ”Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt, og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn.”

Vi er som kristne både kaldet og udvalgt af Gud til at bære frugt. Mange i kirken i Danmark har en stor forventning om, at vi står over for en fornyelse og forandring af kirkelivet. Ja, mange oplever vel i virkeligheden at Gud nu kalder til overgivelse, bøn og efterfølgelse af Kristus. I de sidste par år har der lydt stærke profetier om, at det er en ny tid, hvor Gud både fysisk og åndeligt vil røre og helbrede hjerterne.

Her vil jeg gerne til slut opfordre til at stå sammen om at være med til at bede ind i det nye, Gud gør, i tillid til, at han ”vil give os alt hvad vi beder om”, når vi beder i overensstemmelse med, hvad hans ånd leder os til.

Knud Mortensen