Fredag d. 19 maj 

Andagt ved Peter Tinggaard

Et folk, hvor Gud er nær

2 Mos 33,1-3: ”Herren talte til Moses og sagde: »Drag nu op herfra sammen med det folk, du har ført op fra Egypten, til det land, som jeg lovede Abraham, Isak og Jakob med de ord: Jeg vil give det til dine efterkommere. Jeg vil sende en engel foran dig, og jeg vil fordrive kana’anæerne, amoritterne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. I skal til et land, der flyder med mælk og honning. Men jeg vil ikke selv drage op iblandt jer, for I er et stivnakket folk, og jeg kunne komme til at tilintetgøre jer undervejs.«”

2 Mos 33,15-16: “Moses svarede: »Ja, hvis du ikke selv går med, skal du ikke føre os op herfra. Og hvordan kan man overhovedet vide, at jeg og dit folk har fundet nåde for dine øjne, medmindre du går med os, og jeg og dit folk bliver begunstiget frem for alle andre folk på jorden?«”

Lige siden Gud førte det jødiske folk ind i det forjættede land, har der været en kamp om Guds nærvær. For på den ene side fortæller Gud os, at hans nærvær vil indebære mere tugt og straf, hvilket endda kunne medføre, at folket blev slået ihjel. Men på den anden side fastholder Moses, at det netop er Guds nærvær i folkets midte, som bør være det allervigtigste kendetegn. I Moseses øjne var dette nærvær endda så vigtigt, at han ikke ville føre folket ind i det forjættede land, hvis ikke Gud gik med. 

Israels historie har været fuld af begge dele. På den ene side er der en masse historier om straf og meget hård dom, som ramte folket, når de som folk demonstrerede, at de var “et stivnakket” folk. Men der er også skønne historier, om Guds nærvær i landet, som medførte særlige velsignelser, beskyttelse, åbenbaringer og meget mere. Det var også i Israel – og særligt i Jerusalem – at begge dele blev opfyldt i Jesus. Både det endelige bevis på deres stivnakkethed, da de slog deres egen Skaber og Herre ihjel. Men også Guds bogstavelige nærvær i deres midte, så Guds herlighed kunne blive åbenbaret for alle folk igennem jøderne. 

Lad os takke Gud for dette folk, som er blevet tugtet ekstra hårdt, fordi Gud på en særlig måde er blevet inviteret til at bo i deres midte. Men lad os også bede om, at de igen må forstå deres primære kaldelse, så de bøjer knæ for Gud og giver ham plads til at stråle igennem dem.