Formandsberetning for Pottemagerens Hus 2019
Pottemagerens Hus er grundlagt som et sted, hvor mennesker mødes for at ophøje og tilbede Gud. Således er det fortsat. Vi ser et voksende behov for bøn og tilbedelse. Derfor er det en glæde for os, de mange udfordringer til trods, at stedet stadigvæk er levedygtigt. I disse år sker der omfattende forandringer i kirkelivet i Danmark. Vi er som kirke inde i en fornyelsesproces og opblomstring til glæde for hele vort land. Det er i denne proces, vi oplever behovet for et bedehus som PH, hvor vi beder målrettede bønner for vort land, regering og folketing samt for Israel og for hinanden.
I årets løb har vi afholdt en række stævner. Det drejer sig om bøn- og delvis fastestævner og om pinse- og sommerstævnet (m. op til omkring 100 deltagere). På stævnerne trækker vi dels på egne kræfter, og dels på forkyndere fra forskellige kirkesamfund (folke- og frikirker).
Vi vil gerne at Pottemagerens Hus bruges som et sted, hvor man i kortere perioder kan søge stilhed. Dette har flere benyttet sig af.
Flere personer, der er engagerede i PH, har deltaget i evangelisation, hvor mange er blevet mødt med evangeliet. Vi sender ugentligt en andagt, som kan ses på vores hjemmeside, på facebook og aflyttes pr. telefon. Ud over at vi beder for Israel, støtter vi også et børnehjem.
På PH er der tilknyttet en lille flok medarbejdere, der dels bor på stedet og dels bor i nærområdet. Ud over at tage hånd om stedet mødes de dagligt til morgen- og aftenbøn. For at styrke fællesskabet har vi haft fællesmøder mellem medarbejdere og bestyrelse, hvor vi spiser sammen og drøfter livets gang på PH.
I oktober bød vi velkommen til et nyt værts- og lederpar, Merci og Niels Nielsen (tidligere præsenteret her på hjemmesiden). De afløste Ejnar Kristensen. Ejnar har løst mange opgaver og taget lederansvar i en vanskelig og udfordrende tid for PH. Rigtig mange tak til Ejnar!
I bestyrelsen glæder vi os over, at Pottemagerens Hus fortsat er i gode medarbejderes hænder, og at de sørger for, at stedet er attraktivt, hvor alt fungerer til glæde for os alle. Med en stor tak til jer alle for de mange frivillige timer I har lagt i arbejdet, ønsker vi jer alt godt i fremtiden.
Også en stor tak til jer, der trofast støtter og slutter op om Pottemagertens Hus!
På vegne af bestyrelsen
Knud Mortensen