Et hus, som bobler over af liv
Vi drømmer om, at Lykkeskær Bedehus må blive som et åbent og varmt hjem, hvor det er godt at være og hvor det bobler over med liv og glæde. Og vi ved, at hvis Helligånden får plads til at forme og skabe stedet, vil denne drøm blive til virkelighed. For Han vil skabe frihed – præcis som Bibelen erklærer, at der altid vil være frihed, hvor Helligånden er nær og hvor han samtidigt får lov til at være vores Herre (jf. 2 Kor 3,17). Han vil fremkalde Åndens frugter i os – kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse (jf. Gal 5,22-23). Han vil helbrede det, som er sygt og genoprette det, som er brudt. Og mere end noget andet vil han herliggøre Jesus på alle mulige måder. Hvis altså vi giver ham plads til at være Herre over Lykkeskær Bedehus.
Vi tror på, at Gud har udvalgt Lykkeskær Bedehus til at sprede inspiration og liv fra Helligånden til hele Danmark. Men vi tror samtidigt, at han vil udruste langt mere end nogle få tjenester til at gøre det. Det var noget af det første, som Ånden talte til os på Lykkeskær Bedehus, da vi kom sammen efter stedet var blevet rystet. Han vil bruge et væld af forskellige mennesker, som hans budbringere af gode nyheder. Lykkeskær Bedehus skal ikke længere være et sted, hvor det primært er nogle få tjenester og en lang række “store kanoner”, som fylder det meste. Han vil bruge ethvert menneske, som kommer til Lykkeskær Bedehus; både de store og de små, både de svage og de stærke, både de syge og de raske, både de stille og de larmende …. . På denne måde vil Lykkeskær Bedehus blive en levende demonstration af legemet i funktion.
Men hvis Lykkeskær Bedehus skal lykkes i denne drøm, er der en række ting, som skal ændres.
A) Hele kulturen omkring Lykkeskær Bedehus skal formes, så der skabes plads til at dele inspiration og liv for den enkelte. Signalet fra fællesskabet til den enkelte skal blive “du har værdi og du kan bruges!” (jf. 1 Kor 12,21-23). Rent praktisk ønsker vi fx at bruge vores facebook profil til at sprede en masse inspiration og liv. Så når nogen fra Lykkeskær Bedehuses bagland oplever, at Gud taler noget profetisk, som ikke kun er til dem, eller helbreder dem, eller genopretter noget i deres liv, så ønsker vi, at der skal skabes plads til at dele dette; både via Lykkeskær Bedehuses facebook profil, via vores hjemmeside, via web TV og ved vores stævner. (Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ukritisk deler alt, hvad folk har lyst til at dele, men vi har lyst til at dele meget mere end vi gør nu.)
B) Samtidigt skal de folk, der kommer til Lykkeskær Bedehus, være villige til at blive brugt på denne måde. Dvs til at dele de ting, som Gud taler og gør i deres liv. Budskabet, som de bærer i deres egne hjerter skal være: “Jeg har værdi og jeg kan bruges!” (jf. 1 Kor 12,14-16).
Hvis du allerede nu tænker, at du har oplevet noget på Lykkeskær Bedehus, som du gerne vil dele, så må du meget gerne sige skrive det ned og sende det til Peter Tinggaard (jptinggaard@gmail.com) eller til vores daglige af vores bedehus (info@watchman).